I 1953 designede min bedstefar den første Flensted-mobile og i 1954 stiftede han, sammen med min farmor, Flensted Mobiler. I deres lejlighed sad de to og samlede storkemobiler og solgte dem, og da der hurtigt kom godt gang i salget, måtte de banke på hos naboen og spørge om hun ville hjælpe dem med at samle mobiler - og sådan blev den første "hjemmearbejder" født. I 1982 overtog min far familievirksomheden og gik ad nye spændende veje. To år senere kom min mor til og sammen etablerede de sig som sådan et stærkt team. De begyndte at tage på internationale messer og fik mobilerne ud over Danmarks grænser. I dag er der over 60 hjemmearbejdere, der (som ordet fortæller) sidder i deres egne hjem og samler mobiler - og en gang hver 14. dag bliver de samlede mobiler afhentet og kørt til Frederiksminde Gamle Skole (mit barndomshjem), hvorfra de bliver sendt ud i hele verden. Jeg har arbejdet mange år i familievirksomheden. Mobilerne og deres historie er så stor en del af min barndom og opvækst; de er min familiehistorie.


